Kun omkring en tiendedel af mine historier blev skrevet til områderne science fiction og fantasy. Jeg var det, man kaldte en højproduktiv forfatter, og disse genrer var simpelthen ikke store nok til at tage mod alt, hvad jeg kunne skrive. Jeg skabte mig oprindeligt et navn inden for andre genrer i de otte år før samtalen på Street & Smith.

Uden at sige ret meget om det betragtede Campbell hovedparten af de noveller, jeg gav ham, som fantasy og ikke science fiction, hvilket er noget ganske andet. Nogle af mine historier trykte han ivrigt som science fiction – blandt andre Final Blackout. Faktisk mange flere. Jeg havde selv noget af en videnskabelig baggrund, idet jeg havde lavet noget pionerarbejde med raketter og flydende gasarter; men på det her tidspunkt studerede jeg de forskellige grene af menneskets gamle viden for at se, om det nogen sinde havde fundet frem til noget, der kunne bruges. Dette og en kærlighed til de ældgamle fortællinger, der nu kaldes Tusind og én nat, fik mig til at skrive temmelig meget fantasy. For at kunne tage sig af dette fantasy-materiale, startede Campbell et nyt tidsskrift, Unknown. Så længe jeg skrev romaner til det, blev det ved med at eksistere. Men så kom krigen, hvor jeg og andre drog ud, og jeg tror nok, Unknown kun holdt ca. fyrre måneder. Den slags romaner var lidt svære at få fat på. Og de var ikke rigtig Campbells stærke side.

Så hvis der er nogen, der forsøger at påstå, at science fiction er en gren af fantasy eller en udvidelse af det, så støder de desværre sammen med den gamle prøvede professionelle anvendelse af udtrykkene. Vi lever i en tid med blandede genrer. Jeg har hørt forskellige musikformer, der er rørt sammen som suppe. Jeg ser så mange forskellige stilarter inden for dans, der er filtret sammen til en ”dans”, at jeg ikke kan lade være med at spekulere på, om koreograferne egentlig stadig kender de forskellige former for dans. I dag huserer en forestilling om, at det kun er konflikt, der fremkalder noget nyt. Det var måske filosoffen Hegel, der indførte denne tanke; men han sagde også, at krigen var nødvendig for menneskenes psykiske sundhed og en masse andet sludder. Hvis alle nye tanker udspringer af konflikten mellem gamle, benægtes hermed at jomfruelige tanker kan opstå.

Hvad ville den rene science fiction så være?

Man har haft den antagelse, at science fiction må komme fra en periode, hvor videnskaben eksisterer. Med risiko for at folk vil protestere og modsige mig – og det er en risiko, jeg uden bekymring har løbet hele mit liv, da jeg blot har kørt videre og har lavet mit arbejde – vil jeg gerne påpege et par ting.

Science fiction udspringer IKKE fra en faktisk videnskabelig opdagelse eller udvikling. Den varsler om mulighederne. Den er en bøn om, at nogen går i gang med at arbejde med fremtiden. Men alligevel er den ikke profeti. Den er drømmen, der kommer før det daggry, hvor opfinderen eller videnskabsmanden vågner op og går til sine bøger eller til sit laboratorium med ordene: ”Gad vide, om jeg kunne få denne drøm til at gå i opfyldelse i den virkelige videnskabs verden.”

Man kan gå tilbage til Lukian fra det andet århundrede eller til Johannes Kepler (1571-1630), der grundlagde den moderne dynamiske astronomi og som også skrev Somnium om en imaginær rumflyvning til månen – eller til Mary Shelley og hendes Frankenstein eller til Poe eller Verne eller Wells og spekulere på, om det i virkeligheden var science fiktion eller ej. Lad os tage et eksempel: En mand opfinder et piskeris. Senere skriver en mand en historie om et piskeris. Dermed har han ikke skrevet science fiction. Lad os fortsætte med eksemplet: En mand skriver en historie om noget metal, der kan drejes på en sådan måde, at man kan piske æg med det, men et sådant redskab har aldrig før eksisteret i virkeligheden. Han har nu skrevet sci-fi. En uge eller hundrede år senere er der en eller anden, der læser den historie og siger: ”Nå ja, det kan da være, man kan gøre det.” Og han laver et piskeris. Men hvad enten det var muligt, at man kunne dreje to stykker metal for at piske æg eller ej, og hvad enten der var nogen, der gjorde det senere eller ej, så har denne mand alligevel skrevet science fiction.

Hvordan ser man på ordet ”fiction”? Det er en slags homonym. I dette tilfælde betyder det to forskellige ting. En litteraturprofessor ved, det betyder ”et litterært værk, hvis indhold er skabt af fantasien og ikke nødvendigvis bygger på kendsgerninger; den litterære kategori, der omfatter værker af denne art, omfatter romaner, noveller og skuespil”. Det kommer fra det latinske ord fictio, noget der laves eller formes, af fictus, en form af fingere, røre ved, forme eller danne.

Men når vi slutter ordet til ”videnskab" og får "science fiction", får ordet "fiktion" to betydninger i samme anvendelse: 1) videnskaben, der anvendes i historien er i det mindste delvis fiktiv, og 2) enhver historie er fiktion. American Heritage Dictionary of the English Language definerer ”science fiction” som ”en fiktion, hvor videnskabelige udviklinger og opdagelser danner et element af handlingsforløbet eller baggrunden i særdeleshed et fiktionsværk, der bygger på forudsigelser af fremtidige videnskabelige muligheder.

Det betyder, at science fiction ud fra ordbogens definition og ud fra en masse diskussioner med Campbell og forfatterkollegaer på det tidspunkt, er noget, der handler om det materielle univers og videnskab. Disse kan omfatte økonomi, sociologi, medicin og den slags, der alle har et materielt grundlag.

Hvad er så ”fantasy”?

Tro mig, hvis det udelukkende drejede sig om en livlig forestillingsevne, så ville en masse økonomer og folk inden for regeringen og den slags være fuldt ud kvalificerede forfattere! At bruge ordet ”fantasifuld” på ”fantasy” er det samme som at kalde et helt bibliotek ”nogle ord”. Det er et for simplistisk og generelt udtryk.

I vor moderne tid er mange af de ingredienser, der udgør ”fantasy” som fiktionstype, forsvundet fra arenaen. Man kan knap nok finde dem i leksika mere. Disse emner var spiritisme, mytologi, magi, spådomskunst, det overnaturlige og mange andre emner af denne art.

Ingen af dem havde egentlig noget at gøre med det virkelige univers. Det betyder ikke nødvendigvis, at de aldrig har haft nogen gyldighed eller at de ikke vil komme frem igen. Det betyder bare, at mennesket for tiden er begravet i en materialistisk opfattelse.

Hovedparten af disse emner består af falske data, men der kommer formodentlig aldrig en tid, hvor alle den slags fænomener bliver forklaret. Hovedårsagen til, at en så vældig mængde viden er forsvundet af syne, er, at den materielle videnskab har haft en lang række succeser. Men jeg har lagt mærke til, at hver gang den moderne videnskab tror, man er kommet helt til bunds i en eller anden sag, løber den på (og overtager engang imellem) ting såsom de ægyptiske myter om, at mennesket kommer af mudder eller noget i den retning. Det eneste, jeg forsøger at sige her, er, at der findes en hel mængde fænomener, som vi ikke kan klassificere som ”materielle”. De er de ikke-materielle, ikke-univers-emner, og lige meget hvor forkerte mange af de gamle forestillinger måtte være, så eksisterede de alligevel. Hvem kan vide, om der ikke var nogle stykker af dem, der havde gyldighed? Man ville blive nødt til at studere den slags emner for at få en fuldstændig forståelse af al den viden og tro, der er mulig. Jeg åbner ikke døren for, en eller anden siger, jeg tror på alle disse ting: Jeg siger bare, at der er en anden sfære foruden dedikeret – og endda enfoldig – materialisme.

Inden for litteraturen defineres ”fantasy” i ordbogen som ”litterær eller dramatisk fiktion, der karakteriseres af meget fantasifulde eller overnaturlige elementer”. Og selv det er en lidt begrænset definition.

Fantasy kunne betragtes som enhver form for fiktion, der indeholder elementer som spiritisme, mytologi, magi, spådomskunst, det overnaturlige og så videre. Tusind og én nat var en samling af fortællinger fra mange lande og civilisationer – ikke kun fra Arabien, som mange ellers tror. Den oprindelige titel var Et tusinde og en nats underholdning. Den vrimler med eksempler på fantasy fiction.